Velkommen til et undervisningsmateriale i tre dele

Undervisningsmaterialet Marsmanden og andre fortællinger fra Sogneager består af tre dele: En bog, en netbaseret undervisningsvejledning og et digitalt billedmateriale.

Undervisningsmaterialet er velegnet til kirkens undervisning af minikonfirmander og konfirmander og til Folkeskolens undervisning på mellemtrinnet i fagene Dansk og Kristendomskundskab. Gennem undervisningsmaterialets flotte tegneserier og gode noveller får eleverne kendskab til flere centrale bibelske fortællinger og mulighed for at arbejde med deres temaer.

Bogen Marsmanden og andre fortællinger fra Sogneager er skrevet af Lene Kaaberbøl og Mette Finderup og rummer ti nutidige noveller om børnene i byen Sogneager. Hver novelle efterfølges af et opslag med en bibelfortælling fortalt som tegneserie af Jan Solheim. Novellerne og tegneserierne har noget til fælles – men hvad?

Det er i arbejdet med at svare på det spørgsmål, bogen har sin styrke som undervisningsmateriale. Fokus er på sammenligning og refleksion over de livsproblematikker og etiske dilemmaer, som novellerne og bibelfortællingerne handler om.
(Se: Info om bogen).

På denne hjemmeside finder du en gratis undervisningsvejledning, som er tiltænkt undervisningen af minikonfirmander, men alle, der underviser i kristendom, er velkomne til at lade sig inspirere.
(Se: Undervisningsvejledning).

Undervisningsmaterialet rummer desuden et digitalt billedmateriale. (Se: Info om billedmateriale).