Marsmanden
og andre fortællinger fra Sogneager – en bog med noveller
og tegneserier om bibelske fortællinger og temaer
Han ville gerne være astronaut. Og engang havde han været
så dum at sige det i timen.
”Det
er da også en flot drøm at have,” havde Søren sagt
– det var læreren. Man kunne høre på tonefaldet at
han ikke troede det kunne lade sig gøre. Især ikke for sådan
en som Michael. ”Er det fordi du gerne vil være berømt?”
Han kunne høre at nogle af de andre allerede var
begyndt at grine lidt af ham. Men han ville ikke være berømt.
Ikke specielt. Det var ikke derfor han ville ud i rummet.
Det var fordi der ingen mennesker var.
Michael bor i en lille by, der hedder Sogneager, sammen med Julie, Christian,
Åse og en masse andre klassekammerater. De har alle en historie at fortælle:
f. eks om at mobbe eller blive mobbet, om at miste en mor, om at være
håbløst forelsket eller om at bryde en lov og svigte en veninde.
Marsmanden og andre fortællinger fra Sogneager rummer ti noveller med
børnenes historier skrevet af Lene Kaaberbøl og Mette Finderup.
Hver novelle følges af en bibelfortælling fortalt som tegneserie
af Jan Solheim. I stærke billeder fortælles Skabelsesmyten, om
Moses og De ti bud, Bjergprædiken, om Opstandelsen etc. Mens tegneserien
direkte fortæller en historie fra Bibelen, har novellen en mere fri
og abstrakt sammenhæng med de bibelske temaer i samme historie.
Til sammen serverer noveller og tegneserier etiske dilemmaer, livsproblematikker
og alvor på et sprog, der appellerer til børn i alderen 9-14
år.
Bogen er velegnet til
såvel kirkens undervisning af minikonfirmander som til Folkeskolens
undervisning på mellemtrinnet i fagene Dansk og Kristendom. I Folkeskolen
vil bogen især være relevant i opfyldelsen af Fælles Mål
vedr. ”Bibelske fortællinger” og i anden række vedr.
”Livsfilosofi og etik”.
Du kan købe bogen ved klik her.